Racen British Shorthair
The Blue Chesire Cat
Racen British Shorthair
Efter at have opdrættet racen British Shorthair siden 1993, er det lykkedes os at opnå at avle top kvalitetskatte, der fuldt ud lever op til British Shorthair-standarden både med hensyn til størrelse, vægt og farve.
Størrelse og vægt
Britens størrelse er desværre formindsket i løbet af de sidste 31 år i hele Europa. Årsagen hertil er, at opdrættere i Europa har parret Perserkatte med Briten for at opnå et mere rundt hoved og en kortere krop. Dette har til gengæld også medført, at vægten er dalet drastisk. Jeg har derfor forsøgt kun at parre store Briter med store Briter. En fuldt ud voksen hankat burde veje mellem 8-9 kg (og gerne mere!). og en fuldt ud voksen hunkat burde veje mellem 5-6 kg. Mine katte er ikke fuldt udviklet eller færdige med at vokse, før de er ca. 3-4 år gamle – dette er typisk for de gamle linjer, som jeg arbejder med. Derfor er mine katte i starten af deres liv heller ikke specielt succesfulde på udstillinger, idet de ofte er ranglede, (som teenagerbørn), de første år af deres liv. Er man dog tålmodig, vil man i sidste ende få det, som jeg selv betragter for værende en ægte stor Britekat.
Øjenfarve
Øjenfarven skal være dyb orange. De må ikke side for dybt. Øjnene skal være store og runde som en tallerken! Det er det ultimative! Dette store åbne udtryk som Britten er så kendt for!
Hovedet
En Brite skal have et dejligt stort rundt hoved set fra alle vinkler. En god stærk hage og en dejlig rund pande. Nogle Briter har fået et meget “fladt” udtryk – igen et resultat af indblandingen fra Perseren. Jeg bryder mig ikke om dette udseende og stræber efter, at mine katte har en god mule og et godt lige bid.
Pelskvalitet
Britens pels skal først og fremmest være kort og sprød/stiv at røre ved. Dette har igen været et problem, idet opdrættere har parret Briten med Perserkatte. Alt for mange Britekatte har i dag en pels, der er for blød, for lang og mangler en kraftig underuld. Det har derfor været en vigtig del af mit avlsprogram at lave killinger med en dejlig kort, kraftig pels, der både er sprød/stiv og med en tyk underuld.
Pelsfarven
Idet jeg har valgt at koncentrere mig om at opdrætte blå Briter, vil jeg nøjes med at beskrive denne farve.
En Brite skal være blå! Igen er Briten blevet lysere i løbet af de sidste mange år, hvilket efter min mening skyldtes et modefænomen. Jeg syntes, dette er ærgerligt, idet de dermed mister den smukke mørkeblå nuance, som Briten var kendt for. Mit motto er, at hellere have en Brite der er for “mørk” end en Brite der er for lys og afbleget. Når først man har mistet farvepigmentet i den blå pels, er det meget svært at avle denne tilbage igen. I øvrigt mener jeg ikke, at man skal lave om på en kat, der i forvejen er så smuk. Vi har med dyr at gøre.
Kroppen
Kroppen skal være kraftig bygget og rund over det hele. Benene skal være kraftige og stærke. Brystet skal være bredt. Halsen skal være kort og kraftig og hele kroppen skal være i harmoni med størrelsen.
Man får ikke en stor Brite, hvis katten har for korte ben og en for kort krop. Hvis ikke benene og kroppen har en hvis længde, er der ikke noget at fylde ud og man opnår derved ikke den store tunge krop, når de er færdige med at vokse i en alder af ca. 3-4 år. Halen skal være tyk og forholdsvis kort – men igen ikke for kort. Desværre er det især de små kortkroppede og kortbenede Briter, der klarer sig godt på udstillingerne, idet de jo allerede i en tidlig alder virker kompakte og tætbyggede – altså færdigudviklede. Erfaringen viser dog at disse katte sjældent, i sidste ende, vokser sig særlig store og lever op til det, jeg personligt mener er en rigtig Brite. Jeg er ked af at nogle dommere ikke er klar over dette. Det medfører dermed, at de forkerte katte bliver brugt i videravl, da det opfattes således, at en god udstillingskat automatisk er super avlskvalitet – erfaring har mange gange vist det modsatte. Netop pga. af ovenstående, udstiller jeg sjældent mine katte før de er ca. 3 år gamle og har haft et kuld eller to. De er simpelthen ikke parate før den tid.
Temperament
Racen British Shorthair er en rolig godmodig kat, der ikke binder sig til kun ét medlem i familien men hele familien.
Ikke alle Britekatte bryder sig om at blive båret rundt på, men den er meget tålmodig med børn og rar. Når den ikke gider lege mere, går den sin vej. Lad den! Den er rolig og holder sig tæt på jorden! Den ved godt, at den ikke er den mest elegante kat i hele verden! Man behøver ikke at købe en killing fra en opdrætter med børn, hvis man selv har familie. Katten er så velafbalanceret, at den hurtig finder sig tilpas i sit nye hjem og er ikke bange for nye ting. Jeg havde ikke selv barn de første mange år som opdrætter og alle mine killinger er faldet godt til.
Mere information om racen British Shorthair
Vil du vide mere om racen British Shorthair, så er du altid velkommen til at kontakte mig.
Du kan også finde mere information under nyttige links på denne hjemmeside.